Mange tror, at en amputation sætter et endeligt punktum for arbejdslivet. Men ifølge rådgiver Marianne Palm fra Amputationsforeningens bestyrelse er det i mange tilfælde muligt at blive på arbejdsmarkedet – forudsat at man får den rigtige støtte og adgang til de nødvendige hjælpemidler.
Bliv i job så længe som muligt
“Gør alt, hvad du kan for at blive på arbejdsmarkedet så længe som overhovedet muligt.”
Sådan lyder det klare råd fra Marianne Palm, der i over 12 år har vejledt amputerede om støtteordninger, hjælpemidler og kommunale afgørelser.
Hun har oplevet mange eksempler, hvor borgere uforvarende har mistet den støtte, de havde ret til – ofte fordi de troede, at de var nødt til at sige deres job op.
“Kommunerne lægger stor vægt på, om du er i beskæftigelse, når de vurderer, hvilke hjælpemidler du kan få. “Hvis du holder fast i dit arbejde, står du langt stærkere – både i forhold til proteser, arbejdsredskaber og støtte til bil,” forklarer hun.
En tragisk sag: Mona mistede retten til hjælp
Et af de mest tankevækkende eksempler, Marianne Palm har oplevet, handler om Mona (redaktionen kender hendes rigtige navn).
“Hun stod foran en planlagt amputation og valgte at opsige sit arbejde, fordi hun troede, det ikke var muligt at fortsætte bagefter. Hun anede ikke, at hun faktisk kunne have beholdt jobbet, hvis hun havde fået de rette hjælpemidler,” fortæller Marianne Palm.
Da kommunen vurderede, at Mona ikke længere var erhvervsaktiv, blev hun bevilget en langt dårligere protese og ingen øvrige hjælpemidler.
Selv om sagen blev anket, endte hun med at nå pensionsalderen, før der faldt afgørelse.
“Til sidst sagde kommunen blot: ‘Du har jo selv valgt at gå på pension.’ Det ødelagde hende fuldstændigt. Hun troede, hun kunne vende tilbage, men sådan fungerer systemet ikke. ” Den dag blev afslutningen på hendes arbejdsliv og ikke mindst hendes ellers positive og lyse sind” fortæller Marianne Palm.
Hjælp findes – hvis du ved, hvor du skal søge
Selv om Monas historie er trist, understreger Marianne Palm, at det langt fra altid går sådan.
“Der findes masser af muligheder, hvis du henvender dig de rette steder.” “Det vigtigste er, at både du og din arbejdsplads får de rigtige hjælpemidler, så du kan blive i dit job – også selv om det i starten virker uoverskueligt.”
Hun fremhæver jobcentrenes jobfastholdelseskonsulenter som en vigtig ressource.
“De råder over helt andre midler – fra særlige kontorstole og specialværktøj til støtte til bil, så du kan komme til og fra arbejde. “Det handler ikke kun om økonomi, men om livskvalitet,” siger hun.
Et samfund, der har brug for dig
Ifølge Marianne Palm er det ikke kun den enkelte borger, der har gavn af at blive i job.
“Samfundet har faktisk brug for, at vi bliver på arbejdsmarkedet så længe som muligt. Desværre er den forståelse ikke nået ud til alle kommuner,” fortæller hun.
“Hvis vi kan nå at støtte folk, før de trækker sig tilbage, vinder alle – både familien, kommunen og samfundet”. “De fleste ønsker jo fortsat at bidrage.”
Fleksjob som mulighed
Hvis fuldtidsarbejde ikke længere er muligt, findes der stadig gode løsninger.
“Fleksjobordningen kan være en rigtig god vej. “Det kræver nogle vurderinger og ansøgninger, men vi fortæller gerne mere om den i en senere artikel,” siger Marianne Palm.
Hun afslutter med en opfordring:
“Giv ikke op.Tag fat i din arbejdsgiver, kontakt hjælpemiddelkontoret – og møder du modstand, så gå direkte til jobfastholdelseskonsulenten. Der er næsten altid en vej tilbage, hvis du kæmper for den.”
Vælg dine rådgivere med omtanke
Du er altid den bedste ekspert i dit eget liv. Du ved, hvem du er, hvad du har lavet, og hvad du interesserer dig for. Men står du pludselig i en ny situation, hvor du skal vide noget om proteser, stokke, kørestole eller greb i badeværelset, kan det være overvældende.
Søg derfor hjælp hos fagfolk og andre, der selv har været igennem en amputation – for eksempel din bandagist.
Amputationsforeningen hjælper også gerne med at skabe overblik over de mange spørgsmål og udfordringer, der følger med et liv som nyamputeret.
