Det gør ondt i lommerne på kommunerne, og derfor har de ofte krævet, at der gives tilbud fra en bandagist på et billigere knæ frem for det ansøgte.
Af Marianne Palm
Den tendens har bredt sig over det ganske land i de seneste år, og der er mange tabere i det scenarie:
Du får måske et dårligere knæ, end du har brug for til dine daglige gøremål – på jobbet, i hjemmet og i dit aktive liv.
Du ved sikkert ikke – især som nyamputeret – hvad der er bedst for dig. Her har du kun din bandagists faglighed at læne dig op ad, og det er netop den faglighed, der har været sat på spil. Men nu siger nogle af bandagistfirmaerne STOP!
De fortæller til Amputationsforeningen, at de ikke længere vil stå til ansvar for, om du fx falder og slår dig, fordi du har fået et knæ, som ikke passer til dine behov.
Gang på gang har firmaerne været tvunget af kommunerne til at sende et tilbud på et andet og ofte meget billigere knæ – og lukke øjnene for, at de udmærket ved, at de ikke fik overbevist kommunen om, at det ikke er gangbart at vælge en ringere komponent, end borgeren har brug for.
Derfor holder flere bandagistfirmaer nu på ikke at sende disse billigere løsninger afsted til kommunen, hvis den billige løsning ikke lever op til dine behov.
Det er rigtig vigtigt for os som protesebrugere.
Du kan hjælpe dig selv – og bandagisterne
Du kan hjælpe både dig selv, bandagisterne og kommunerne til det rette valg.
Det kan du ved at forstå, at det ikke er bandagisten, der søger et nyt knæ – det er faktisk dig.
At bandagisten hjælper dig, er kun godt, for vi kan jo ikke selv skrive komponentlisterne.
Du kan derfor undlade at skrive under på en blankoansøgning (altså en ansøgning uden tekst, kun din underskrift), hvor du ikke aner, hvad der bliver sendt til kommunen.
Med andre ord: Vær aktiv.
Har du brug for hjælp, kan et familiemedlem måske hjælpe dig – ellers vil vi gerne i foreningen.
Du kan også hjælpe dig selv ved så nøje som muligt at beskrive dit liv på daglig basis, så man kan se, at du laver andet end at se Barnaby eller spille bridge:
At du faktisk hver eneste dag er aktiv – måske med sport, hundepasning i naturen, indkøb, vinduespudsning og alle de andre dagligdags ting, man ofte glemmer og ikke tror er vigtige i en ansøgning. Det er de!
Tal med din bandagist – og lad dig ikke nøjes
Heldigvis, som nævnt ovenfor, er flere bandagistfirmaer med på denne nye struktur.
Vi håber derfor, at vi går en anden fremtid i møde, hvor der ikke sendes tilbud på noget, som ikke understøtter vores behov som amputerede.
Kommunen har ret til at indhente sammenlignelige tilbud, og hvis de to tilbud, de sammenligner, er fagligt i orden, vil kommunen gå med den billigste pris, og vi får det produkt, der understøtter vores dagligdag.
VI håber også, at det kan være med til, at færre leverandører underbyder hinanden – fx ved at foreslå et mekanisk knæ frem for et såkaldt MPK-knæ, når vi ved, at der er indbygget meget mere tryghed og mulighed for lettere at cykle og udføre en masse aktiviteter i et MPK-knæ.
Ude i kommunerne …
Ude i kommunerne sidder der ofte sagsbehandlere, som ikke er uddannet i de mange typer af knæ, hylstre og fødder, der findes.
Det er kun bandagisterne, der ved det – og de ved kun, hvad der passer til dig, hvis de rent faktisk har mødt dig.
Derfor bør det ikke være kommunen, som bestiller en afprøvning eller en pris på noget billigere ved samme eller anden leverandør. Kommunerne har nemlig ikke fagligheden til det.
Det interessante er også, at vi næppe tror, kirurgen, der skal sætte en ny hofte eller et nyt knæ ind, spørger:
“Hvor meget bevæger du dig egentlig, eller tror du, du vil bevæge dig – vi vælger lige en billigere løsning til dig, hr. Olsen.”
Hvorfor skal vi som amputerede udsættes for den ydmygelse ikke at blive mødt med vores behov?
Konklusion
Med andre ord: Det er din bandagist, der er den vigtigste sparringspartner. Og nu melder mange af dem klart ud:
”Vi nægter at gå på kompromis med vores faglighed.”
Det er dem, der er uddannet til – i samarbejde med borgeren – at vide, hvad der er bedst for vedkommende.
Og det er ikke altid det billigste.
Faktaboks:
Hvis du har oplevet, at en bandagist har sendt et tilbud til kommunen, som du ikke mener, understøtter dit behov, skal der klages over det. Det er meget normalt, at kommuner beder en anden leverandør om en second opinion, og nogle gange oplever vi, at der sendes tilbud, helt uden at den nye leverandør har mødt dig. Det er ikke okay.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har behov for hjælp til at klage.
PS Og ved at vælge en ikke-egnet billigste komponent overholder kommunerne heller ikke lovgivningen …
