Det er tungt at miste et ben eller en arm. Ikke bare fysisk – men mentalt, følelsesmæssigt og menneskeligt. Måske skete det efter en voldsom ulykke. Måske efter et langt sygdomsforløb, hvor du har været igennem flere undersøgelser, behandlinger og afdelinger, end du næsten kan tælle.
Af Marianne Palm
Undervejs har du mødt et helt hold af mennesker: sygeplejersker, læger, sosu-assistenter, hjemmehjælpere og mange andre, der alle arbejder inden for det offentlige sundhedssystem. Og lad os være ærlige: Det har måske ikke altid været lige rart. Du kan have følt dig overset, ikke lyttet til, misforstået – eller bare helt tom og lammet af chok, træthed eller smertestillende medicin.
Forvirringen kan vokse, når man står midt i det store maskineri mellem hospital, kommune, pårørende og hjem. Nogle gange er det svært at gennemskue, hvad man selv kan gøre, hvad man bør gøre, og hvem man egentlig skal spørge om hvad. Det hele er nyt, det er uoverskueligt – og man prøver bare at hænge i.
Men så en dag står du ved en ny dør: Du er blevet vurderet proteseegnet. Du skal møde en bandagist.
Og her skifter virkeligheden faktisk spor.
Indtil nu har du set dig selv som patient – og alle omkring dig har gjort det samme.
Men når du træder (eller kører) ind hos bandagisten, sker der noget vigtigt:
Du er ikke længere patient. Du er kunde.
Og det ændrer altså spillets regler.
For i en bandagistbutik arbejder der specialister, som bevidst har valgt at hjælpe mennesker som dig. Ikke fordi de skal, men fordi de gerne vil. De brænder for at give dig den protese, der passer bedst til dit liv, dine behov og dine drømme.
Så stop lige et øjeblik og lad den tanke synke ind.
Du er nu kunde – og som kunde må du gerne stille krav.
Men du har også en rolle i samarbejdet, for kvaliteten af det, du får, afhænger af, hvor godt du og bandagisten forstår hinanden.
Derfor vil vi tage dig med på en lille tur, så du får den allerbedste oplevelse i “bandagistbutikken”.
Faktisk fungerer det næsten som i enhver anden specialbutik. Forestil dig for eksempel en butik, der sælger musikanlæg. De vil jo gerne give dig det perfekte anlæg – men de kan kun ramme rigtigt, hvis du fortæller dem, hvilken musik du hører, hvordan din stue ser ud, og hvad du drømmer om at få ud af lyden. Skal du have højttalere i alle hjørner? Drømmer du om en dyb bas? Eller vil du bare have noget, der virker uden bøvl?
På samme måde skal bandagisten kende dine ønsker, vaner og behov – så I sammen kan finde den protese, der spiller bedst med netop dit liv.
Derfor vil bandagisten forsøge at tune sig ind på, hvem du er – helt ned i hverdags detaljerne:
Hvad arbejder du med, eller hvilket job skal du tilbage til?
Hvordan ser dit liv ud derhjemme – bor du alene eller med familien? Bor du midt ude på landet med en ATV i garagen, eller i byen, hvor du med den rette protese op udstyr kan cykle?
Er du typen, der nærmest ikke kan sidde stille, måske tidligere elitesportsudøver eller en superaktiv motionist?
Har du en hverdag fyldt med alt fra vinduespudsning til børnepasning – skal du kunne glide ind og ud af bilen uden besvær?
Er du mest til ture ud i naturen med venner og familie, eller er dit samlingspunkt måske en elscooter og en god omgang bridge?
Alt det – og mere til – skal bandagisten kende til for at kunne give dig de bedste løsninger.
Og om lidt kommer kommunen også ind i billedet som en vigtig medspiller.
Men lige nu handler det om samarbejdet mellem dig og bandagisten
For du står muligvis allerede med en liner på, som har formet stumpen efter operationen. Du har sikkert også hørt, at de første måneder efter en amputation er kroppen i konstant forandring: Musklerne arbejder, bindevævet trækker sig sammen, nerverne finder nye veje, og huden ændrer sig. Det betyder, at stumpens størrelse ofte mindskes.
Derfor starter processen med et testhylster – et slags prøvehylster, ofte lavet af plast. Det kan varmes op og formes af bandagisten, så I sammen finder den form og pasform, der senere skal bruges til det endelige, varige hylster. Det er en proces, der kræver tid, tålmodighed – og god kommunikation.
Og lige her er forskellen på et musikanlæg og en protese krystalklar.
Et musikanlæg er fabriksfremstillet. Det står pænt i reolen og spiller musik, som det er blevet bygget til.
Men du… du er ikke en reol.
Du er kød og blod, muskler og nerver, følelser og forventninger. Du er forbundet til en hjerne, der sommetider løber i alle retninger, når livet bliver svært – og det er fuldstændig menneskeligt.
Men du er også faret vild, hvis du skælder din bandagist ud eller beslutter dig for at skifte vedkommende ud med det samme, fordi du føler, at noget ikke spiller. Det er nemt at blive frustreret – det forstår alle. Amputationsforeningens kontaktpersoner har hørt de fleste historier og lytter gerne. Men bandagisterne er også af kød og blod, med et nervesystem – og de kan kun holde til et vist niveau af skældud.
De er mennesker – præcis som dig.
De møder hver morgen ind på arbejde med et oprigtigt ønske om at gøre deres bedste for netop dig.
De prøver at ramme rigtigt, men kan kun gøre det, hvis de også får lov til at forstå dig.
Og så er der lige denne mulige – eller til tider umulige – krop. Der er balder, rygmuskler og mavemuskler. Der er en hjerne, der skal forstå, at noget mangler. Der er en træt hjerne, der ikke altid får trænet maksimalt. Og der er en chokeret hjerne, der måske er gået helt i stå…
Bandagisten ved godt, at du netop har været igennem et måske langt forløb med mange forhindringer og forandringer helt tæt inde på livet. At miste et lem eller to, det er ikke “bare lige”.
På samme måde er det heller ikke “bare lige” at lave en protese, man smutter ned i på dag 1, hvorefter du, din krop og især dit nervesystem bare accepterer, at kød og blod er blevet til et halvt musikanlæg i forlængelse af stumpen. Det spiller sjældent fra første dag. Til gengæld må du hjælpe hele orkestret – krop, hylster, protese og fod – til, i samspil med dig og bandagisten, at blive et velklingende ensemble.
Og nej, vi er stadig ikke nået til kommunen. Lige nu handler det om, at der er tre orkesterledere, der skal være i harmoni: dig, din protese og din bandagist.
Det betyder ikke, at man aldrig kan fyre den af og finde en ny orkesterleder som erstatning for den, man er utilfreds med. Men vent en kende. Måske skal I alle tre blot grine lidt til hinanden, når I opdager, at noderne stod på hovedet…
Pas på dig selv – og pas på din bandagist
Hvis det er nødvendigt at skifte, fordi I roder rundt nede i orkestergraven filtret ind i misforståelser, så må du gerne vikle dig ud af butikken og finde en anden.
Det må bandagisten faktisk også. De må gerne sige farvel til en kunde, hvor alt er gået galt. Noderne er ikke kun på hovedet – der gik ild i dem…
Hvis du er kommet op af orkestergraven med dig selv og din protese i behold, men stadig har problemer, har du frit bandagistvalg.
Husk blot, at de alle er uddannet fra samme skole, at de vil dig det bedste – og at man som regel kan finde nogle nye noder øverst oppe på en hylde…
Vi hører meget gerne fra dig i foreningen. Vi består af en stor flok af frivillige mennesker, hvor mange af os har prøvet at kaste protesen til hjørnet, dog ikke vores bandagist…
Den med kommunen, som både du og bandagisten er nødt til at tage med i ensemblet. Den spiller nogle gange tonedøv, den melodi kan du læse mere om på vores hjemmeside, www.amputationsforeningen.dk
