Amputationsforeningen har talt med Almaz Mengesha, som selv er benamputeret, efter at hun har reageret kraftigt på et radioprogram, hvor der blev joket med en mand, der har fået amputeret sit ben. For Almaz handler sagen ikke om at være nærtagende – men om værdighed, ansvar og grænser.

– Hvad var din umiddelbare reaktion, da du hørte udsendelsen?
– Jeg blev ærligt talt rystet. Ikke fordi jeg ikke kan tåle humor, men fordi kommentarerne reducerede et menneske til en joke. Det ramte mig dybt, fordi det handler om noget meget grundlæggende: retten til at blive mødt med respekt, også når ens krop er anderledes.

– Hvorfor rammer den type kommentarer så hårdt?
– Fordi man gør en fysisk funktionsnedsættelse til et komisk greb. Når man taler om “hvad man gør med skoene” eller laver ordspil på manglende ben, så bliver vi brugt som rekvisitter. Det er ikke satire – det er hån. Og det har konsekvenser i virkeligheden.

En barndom forandret på et øjeblik
Almaz Mengesha er født i Etiopien. Som barn blev hendes liv ændret drastisk efter en alvorlig trafikulykke.

– Jeg var ni år gammel, da jeg blev ramt af et tungt køretøj og blev underbensamputeret på begge ben.  Det var et øjeblik, der delte mit liv i et før og et efter, fortæller hun.

Senere blev hun adopteret af en dansk familie og kom til Danmark som 12-årig. I dag arbejder hun som socialrådgiver og er mor til tre børn.

 – Jeg lever et aktivt og meningsfuldt liv. Jeg skammer mig ikke over min krop, og jeg taler gerne åbent om min amputation. Det er ikke et traume for mig i dag. Men det betyder ikke, at jeg accepterer, at andre gør grin med det.

“Det handler ikke om humor – men om magt”
Radiokanalen har efterfølgende udtalt, at kommentarerne var ment som humor og relaterede sig til en offentlig far-datter-konflikt – ikke til amputation som sådan. Den forklaring køber Almaz ikke.

– Når mennesker med en stor platform taler sådan, så former de også kulturen. Det er toneangivende. Man ville aldrig tillade sig at lave tilsvarende jokes om eksempelvis kræft eller tab af et bryst. Hvorfor er det så åbenbart acceptabelt her?

Hun understreger, at der er en afgørende forskel på selvvalgt satire og ufrivillig udstilling.

– Går man ind og ser stand-up eller satire, så har man valgt det. Men her blev der ikke leveret intelligent satire. Det var voksenmobning – helt enkelt.

Et ansvar over for de sårbare og næste generation

Almaz er især bekymret for de signaler, der sendes til både mennesker, som står over for en amputation, og til børn og unge.
– Hvordan forklarer vi vores børn, at mobning er forkert, hvis voksne – og endda statsfinansierede medier – gør det åbent og uden refleksion? Hvad gør det ved dem, der lige har mistet et ben og sidder derhjemme og lytter med?

Hun mener, at hvis nogen skal bruge humor i relation til handicap, bør det komme indefra.

– Hvis vi selv laver grin med vores situation, er det vores valg. Men når andre gør det, bliver det hån. Og det er usmageligt.

En klar appel
Interviewet afsluttes med en klar opfordring:

– Jeg ønsker ikke censur. Jeg ønsker omtanke. Ord betyder noget. Og respekt er ikke for meget at forlange – heller ikke i underholdning.

Almaz Mengesha bor i dag i Aarhus og bruger proteser på begge ben. Hun ser frem til højtiden med sin familie – men håber samtidig, at debatten kan føre til større bevidsthed og ansvar i den offentlige samtale.