Kroniske smerter bør først og fremmest forstås som reelle biologiske og kliniske tilstande. Hos mange patienter begynder smerterne med en tydelig fysisk årsag, for eksempel vævsskade, inflammation, nerveskade, operation, degeneration eller traume. Det gælder også patienter, som efter ulykker eller andre alvorlige belastninger har fået så betydelige kropslige skader, at smerterne ikke meningsfuldt kan reduceres til psykologiske eller sociale forklaringer.

Samtidig viser moderne smerteforskning, at langvarige smerteforløb ofte udvikler sig videre end den oprindelige skade. Over tid kan der opstå neurobiologiske ændringer i både perifere nerver, rygmarv og hjerne, herunder øget nociceptiv følsomhed, central sensibilisering, ændret descending modulation og vedvarende neuroimmun aktivering. Det betyder ikke, at smerterne er “psykiske”, men at nervesystemet kan blive mere sårbart og reagere kraftigere, længere og mere vedvarende på belastning.

Psykologiske og sociale forhold kan hos nogle patienter påvirke sygdomsforløb, funktionsevne og belastningsgrad, men de udgør ikke i sig selv en ugyldiggørelse af den fysiske smerte.

Søvnforstyrrelser, bekymring, tab af funktion, økonomisk usikkerhed, social mistro og manglende forståelse fra omgivelserne kan forværre et i forvejen tungt smerteforløb. De er derfor bedst forstået som medvirkende belastningsfaktorer, ikke som bevis for at smerten primært skyldes psykiske forhold.

Det er vigtigt at fastholde denne skelnen, fordi mennesker med kroniske smerter alt for ofte mødes med mistænkeliggørelse eller en indirekte antagelse om, at deres smerter i høj grad skyldes personlig sårbarhed, uhensigtsmæssig tænkning eller sociale forhold. En sådan tilgang kan i sig selv virke stigmatiserende og forværre patientens situation. Når den biologiske skade eller dysfunktion nedtones, risikerer patienten ikke blot at føle sig misforstået, men også at miste tillid til sundhedsvæsenet og til egne muligheder for hjælp.

En mere fagligt redelig forståelse er derfor, at kroniske smerter ofte har et biologisk udgangspunkt og i mange tilfælde også et fortsat biologisk grundlag, mens psykiske og sociale forhold kan påvirke, hvordan tilstanden leves, belaster og håndteres. Vægtningen mellem disse faktorer er ikke den samme hos alle patienter. Hos nogle er den strukturelle eller neurologiske skade klart dominerende; hos andre spiller sekundære belastningsfaktorer en større rolle. Dette må vurderes individuelt og uden forenkling.

Sagt med andre ord…

Kroniske smerter er ikke mindre fysiske, blot fordi de er langvarige. At inddrage psykologiske og sociale forhold må aldrig bruges til at bortforklare vævsskade, nerveskade, inflammation eller andre biologiske mekanismer. Den bio-psyko-sociale model er kun fagligt anvendelig, hvis den bruges balanceret. Når den bruges ensidigt, kan den bidrage til stigmatisering ved at flytte opmærksomheden væk fra kroppens reelle skade og over på patientens reaktioner, livssituation eller mentale tilstand. For smertepatienter kan dette opleves som en dobbeltsygeliggørelse: først rammes de af smerte, dernæst af mistro.

Stigmatisering

Mennesker med kroniske smerter lever ikke kun med smerte, men ofte også med omgivelsernes tvivl. Fordi smerte ikke altid kan måles direkte i blodprøver, scanninger eller synlige fund, bliver patienten let mødt med spørgsmål, der antyder overdrivelse, psykisk årsag eller manglende robusthed. Denne form for stigmatisering kan komme fra familie, arbejdsplads, myndigheder og sundhedsvæsen.

Konsekvensen er, at patienten ikke alene belastes fysisk, men også socialt og eksistentielt. Mange oplever at skulle forsvare deres symptomer, forklare deres begrænsninger og legitimere deres behov for hjælp. Det kan føre til skam, isolation, vrede og håbløshed og dermed yderligere forværre livskvalitet og funktion.

Meget kort formulering…

Kroniske smerter bør beskrives som komplekse og reelle biologiske tilstande, ofte udløst af vævsskade, inflammation, nerveskade eller anden kropslig belastning. Ved længerevarende forløb kan neurobiologiske ændringer bidrage til vedvarende smerte. Psykologiske og sociale forhold kan påvirke belastning, funktion og mestring, men må ikke bruges til at bagatellisere den fysiske smerte eller dens biologiske grundlag. En sådan reduktion risikerer at bidrage til stigmatisering af smertepatienter.