Svenn svømmer derudad for alle os andre

Da jeg mødte Svenn Brandt Lange første gang, var det sikkert til en Café Balancegang et sted på Sjælland, et weekendarrangement på Egmont – eller var det i en svømmehal?

Det husker jeg ikke længere, for i de sidste mange år har vi allermest været i svømmehaller sammen.

Her svømmer vi side om side, lander til sidst i varmtvandsbassinet, hvor vi får vendt hver en brik i vores liv, og ellers er det helt store samtaleemne:

Hvordan kan vi forbedre svømmehallerne i lille Dannevang, så de alle bliver let tilgængelige for gangbesværede?

Det har Svenn gjort til sit projekt, og jeg ville lyve, hvis jeg fortalte, at jeg har været med alle vegne, for det har jeg slet ikke tid til. Men det har Svenn, og i dag er han oppe på omkring 30 svømmehaller, som han har afprøvet ved hjælp af et sindrigt stort skema, vi har lavet i fællesskab.

Det er et skema – en oversigt – som kan anvendes af alle amputerede, unge som gamle. Og jeg nævner ikke Svenns alder, men han bliver af livreddere ofte tippet tyve år yngre …

Oversigten kan bruges, hvad enten man har fået nye knæ eller hofter eller – som mange af os medlemmer – har mistet et lem eller to.

Skemaet er ved at blive omdannet til en hjemmeside med tilhørende opslag, så man på sin telefon kan tage oplysningerne med rundt i landet.

Og rundt i landet kommer Svenn. Han begyndte i Roskilde, og derfra er han taget nordpå til Kalundborg, sydpå til Møn og er også i fuld gang på Fyn og i Jylland. Et arbejde, du lokalt meget gerne må hjælpe til med, skulle jeg hilse og sige fra Svenn, som fortæller:

»Det er uhyre interessant at besøge både nye og ældre svømmehaller. Man skulle jo tro, at de nyeste havde husket at sætte håndtag op i handicaprummene, at have badekørestole nok og ikke kun toiletstole med et stort hul i midten, som føles meget intimiderende at skulle forsøge at køre rundt med mellem bassinerne. Ud over at det overskrider min følelse af ligeværdighed med tobenede, er det nogle gange også farligt, for hjulene på en toiletstol er ikke beregnet til at køre over større afstande. De er ganske enkelt alt for små …«

Svenn fortsætter, mens vi nyder det varme vand i hjørnet af Roskildebadet:

»Noget af det, der gør det rigtig svært for dårligt gående, er, hvis der mangler en rigtig trappe ned i vandet – altså ikke kun en stige. Det kan være nemt nok at komme i; mange kan lade sig glide ud over kanten. Men man vil jo også gerne op igen,« griner Svenn.

Og kender man manden med den muskuløse krop trods den høje alder, ved man, at der er flere former for grin.

Der er grinet, der dækker over en stor alvor. For han har – ligesom alle os andre i Amputationsforeningen – et stort ønske om, at vi uden besvær kan parkere ved indgangen, klæde om, have et sted at gøre af protesen imens og ikke mindst komme ned i og især op af bassinerne igen.

Så er der smilet, som når helt op til øjnene. Og da han aldrig bærer svømmebriller, er det smil nemt at få øje på.

I det hele taget er det hyggeligt at være sammen med Svenn. Og så er det bare så rart, at han som en superaktiv ambassadør glad og gerne tager rundt i landet for at gøre livet nemmere for alle, der har haft trælse oplevelser med at gå i svømmehallen.

For mange af de oplevelser kunne undgås, og svømmehallerne kunne gøres langt mere tilgængelige for os alle med lidt omtanke fra arkitekterne, ingeniørerne og alle de andre involverede parter.