Amputeret, og et nyt liv begynder

Tilslut dig de over 500 aktive medlemmer

Hos Amputationsforeningen møder du andre amputerede og pårørende i et støttende fællesskab. Vi deler erfaringer, rådgiver hinanden og tilbyder inspiration til hverdagen efter en amputation. Derudover arrangerer vi en bred vifte af aktiviteter over hele landet.

..

Vigtigt

Forslag til ændring af vedtægterne behandles på generalforsamlingen

To ændringsforslag til paragraf 7 i Amputationsforeningens vedtægter, foreslået af bestyrelsen og Socialstyrelsen. 
Her er bestyrelsens forslag:
 
Nuværende:
Amputationsforeningen ledes af en bestyrelse på minimum tre og maksimum syv medlemmer. Bestyrelsen arbejder tæt sammen med en række nøglepersoner, der bidrager til at forme foreningens politik. Der kan optages nye medlemmer i bestyrelsen efter behov.
 
Ændres til:
Amputationsforeningen ledes af en bestyrelse på minimum tre og maksimum 10 medlemmer. Bestyrelsen arbejder tæt sammen med en række nøglepersoner, der bidrager til at forme foreningens politik. Der kan optages nye medlemmer i bestyrelsen efter behov.
 
Argumentation:
Vi er i gang med et generationsskifte, hvor flere af os “gamle” bliver, indtil den nye bestyrelse har fundet fodfæste. Der er rigtig mange opgaver, små som store, der skal være kendskab til og udføres, og derfor vil der i en overgang være flere bestyrelsesmedlemmer, end man måske normalt ser. 
Det er dog ikke noget problem, da vi i forvejen arbejder i en dagsgruppe, der tager sig af mange af gøremålene, men derudover også arbejder i projekter, så der kun vil være måske 2 eller 3 personer, der tager sig af et projekt, og dermed ikke 10 personer, der skal involveres i det hele. 
 
Og her er Socialstyrelsen…
Ændringsforslag i rødt som Socialstyrelsen ønsker det. Det er fra Socialstyrelsen, vi normalt får et årligt beløb til drift af foreningen:

Amputationsforeningen ledes af en bestyrelse på minimum  tre – fem medlemmer og max 7 medlemmer.
Bestyrelsens medlemmer vælges på Generalforsamlingen, og konstituerer sig efterfølgende med forperson. Ønsker man at stille op til valg, meddeles dette sekretariatet inden den årlige generalforsamling. Personvalg til bestyrelsen sker gennem skriftlig afstemning ved generalforsamlingen. Bestyrelsen arbejder tæt sammen med en række nøglepersoner, som er med til at forme foreningens politik. Der føres referat af møderne. De fleste møder afholdes pr. telefon og online-webinarer, resten af kommunikationen foregår pr. mail og via de sociale medier. Vi har således begrænsede mødeudgifter, og fondsmidlerne går kun i begrænset omfang til administration og primært til aktiviteter og arrangementer rundt om i landet, samt til at fremstille Håndbog for Nyamputerede.
 
Disse to forslag forenes om muligt i følgende:
Amputationsforeningen ledes af en bestyrelse på minimum tre og maksimum 10 medlemmer. Der kan optages nye medlemmer i bestyrelsen efter behov.
Bestyrelsens medlemmer vælges på Generalforsamlingen, og konstituerer sig efterfølgende med forperson. Ønsker man at stille op til valg, meddeles dette sekretariatet inden den årlige generalforsamling.
 
Personvalg til bestyrelsen sker gennem skriftlig afstemning ved generalforsamlingen. 
Bestyrelsen arbejder tæt sammen med en række nøglepersoner, som er med til at forme foreningens politik. Der føres referat af møderne. De fleste møder afholdes pr. telefon og online-webinarer, resten af kommunikationen foregår pr. mail og via de sociale medier. Vi har således begrænsede mødeudgifter, og fondsmidlerne går kun i begrænset omfang til administration og primært til aktiviteter og arrangementer rundt om i landet, samt til at fremstille Håndbog for Nyamputerede.

 

Der er generalforsamling den 5. juni klokken 18.00-20.00 og foregår på Egmont Højskolen, Hou Søsportcenter, Villavej 25 i Odder.

 
Tilmelding til generalforsamlingen er nødvendig og skal ske senest d. 1. juni 2025 tildagsgruppen. Du kan skrive til info@amputationsforeningen.dk

Magasin Balancegang

Kunne du tænke dig at samle andre amputerede og pårørende? Vær med i teamet og bliv ambassadør eller kontaktperson.
Kontakt os: info@amputationsforeningen.dk

Motion er medicin

Når motion og træning hjælper på kroniske sygdomme som parkinsons sygdom, forskellige former for hjerneskader og sygdommen MS, multiple sclerosis, så er sandsynligheden for at vi som amputerede kan opnå markante fordele ved at træne – både den gode og roligere muskeltræning og den træning, der giver sved på panden.

 

Bliv klogere ved at kigge på andre sygdomme og bliv motiveret til at komme i gang. Hver dag eller så mange gange om ugen som muligt.

 

Andre studier viser, at det aldrig er for sent at komme i gang, – også selvom du er 80 år, hvor man kan se, at træning tilpasset os hver især, er livsforlængende – og skaber en lettere hverdag.

Kom og vær med til vores mange arrangementer rundt om i hele landet.

Vi er en mangfoldig gruppe i alle aldre og med forskellige amputationsniveauer. Vi står klar med erfaring, tips og støtte til dit nye liv – uanset om din operation er overstået eller planlagt. Vi kender både udfordringerne og mulighederne.

Det er nemt at møde os. Vi arrangerer dags- og weekendaktiviteter over hele landet og hjælper gerne med transport – også hvis du vil tage en pårørende med.

Du kan bl.a. møde os i Café Balancegang, som typisk er aftenmøder med hygge, oplæg og nye oplevelser med din protese. Derudover tilbyder vi aktiviteter som cykel-, løbe- og golfkurser samt kano- og kajakture – eller henviser til samarbejdspartnere, når de er værter.

Referat fra seneste generalforsamling

..

Det her får du ved at være medlem

Her er en oversigt over de forskellige fordele og aktiviteter, som medlemmer kan nyde godt af.
  • Facebook-fællesskab: Medlemmer kan deltage i vores netværk på Facebook: I Amputationsforeningen og i den foreningsuafhængige “Aktive Amputerede i Danmark”.
  • Vi har et væld af kontaktpersoner, og vi har en masse ambassadører, der hjælper med alt lige fra borddækning på vores arrangementer til at byde på en kop kaffe, når livet er lidt betrængt. Vores kontaktpersoner kommer gerne ud til dig eller til det sygehus, du er indlagt på.
  • Håndbog for Nyamputerede, som vi gerne sender gratis ud (100 sider med mange nyttige artikler). Måske du allerede har fået den udleveret på hospitalet eller af din fysioterapeut.
  • Vi er aktive i foredrag og kontakt til hospitaler og klinikker rundt om i landet.
  • Aktiviteter: Foreningen arrangerer forskellige aktiviteter rundt om i landet, herunder dagsarrangementer og et stort weekendarrangement i Odder i juni måned. Disse begivenheder giver medlemmer mulighed for at møde andre amputerede og deltage i forskellige aktiviteter.
  • Rådgivning: Medlemmer kan drage fordel af foreningens ekspertise inden for ansøgninger, hjælpemidler, proteser, biler og andre områder, der kan være udfordrende i hverdagen.
  • Onlineressourcer: Yderligere information og viden kan findes på vores hjemmeside.
  • Samfundsengagement: Foreningen repræsenterer sine medlemmer på politisk plan gennem sit medlemsskab af Danske Patienter og arbejder også på at forbedre forholdene i lovgivningen.
  • Frivilligt arbejde: Foreningens arbejde udføres på frivillig basis, og vi har haft en aktiv rolle i at håndtere den såkaldte “amputationsskandale”. Den skandale er desværre ikke overstået endnu, selvom der ikke længere er mediernes bevågenhed.
  • Internationale netværk: Foreningen er en del af internationale netværk og deltager i dialog med andre organisationer, såsom Parasport Danmark, med det formål at styrke betingelserne for amputerede og i det hele taget at arbejde med at forbedre lovgivningen i Danmark.
BESTYRELSEN

Seneste nyt

Vi arbejder rigtig meget. Det kunne godt være overskriften her på denne lille klumme. 


Det kunne også være: Vi elsker vores frivillige arbejde. Det gør vi faktisk!

 

Især når vi oplever den hjertevarme og taknemmelighed, der strømmer mod os, når vi afholder arrangementer, stiller op politisk på Christiansborg eller kaster os ud i mærkværdige svømmehaller, der ikke altid er for gangbesværede. Faktisk spænder vores arbejde vidt, og nogle gange er buen spændt til bristepunktet. 

 

Men vi gør vores bedste for at bevare overblikket, arbejde videre, som var intet hændt, og lader eventuelle lidt mere sure oplevelser prelle af. Det sidste er ikke nemt, men vi øver os. 

 

Vi arbejder i flok og nogle gange er vi mange, andre gange er vi færre. Sådan er det at være i en travl bestyrelse med mange ambassadører, der hjælper os i alle vores gøremål. 
Du må gerne hjælpe os med at blive bedre. Skriv til os på info@amputationsforeningen.dk, hvis du har konstruktiv kritik eller gode ideer. 

 

Kærlig hilsen

Bestyrelsen, ambassadørerne og kontaktpersonerne. 

OM AMPUTATIONSFORENINGEN

Amputationsforeningen blev dannet i 2012, da vi ønskede et sted, som havde to vigtige formål og et nyt opstod i takt med vores virke rundt om i landet:

At skabe muligheder for et aktivt liv for amputerede ved bl.a. at arrangere aktivitetsweekender, hvor man kan opdage, at der er masser af muligheder, selvom man er blevet amputeret.  

 

At lave en “Håndbog for nyamputerede og pårørende”, ligesom vi meget gerne vil kontaktes, hvis der allerede lige efter amputationen er behov for en at tale med.

 

Vi henviser videre til de mange amputerede, som gerne stiller op til en snak enten på hospitalet, hjemme, pr.telefon eller mail. Vi vil forsøge at finde en person, som matcher dine behov. Der kan være forskellige behov om man er benamputeret (underben, lårben, hofte/bækken) eller man fx er hånd-eller armamputeret.

 

Vi er også en patientforening med meninger
Vi har i de senere år udviklet os til en patientforening, hvor vi meget ofte giver vores besyv med i debatter, hjælper hospitaler, klinikker og kommuner med at blive klogere på vores behov, og er også med i udviklingen af den lovgivning, der vedrører vores særlige behov for kropsbårne hjælpemidler (proteser) og alle de andre ting, der har betydning for en hverdag som amputeret. 

 

Håndbog for Nyamputerede er udkommet i 3. oplag i november 2019.

Vi arbejder i øjeblikket på et nyt oplag, da vi hele tiden ønsker at holde os opdateret på det nyeste.

Den rummer rigtig mange informationer om livet som amputeret, og om hjælpemidler, ansøgninger til kommuner, og alle de ting, der er vigtige som nyamputeret.

På nogle hospitaler udleveres den i forbindelse med din amputation, eller hos din bandagist. Har du ikke fået den nogle af stederne, er du meget velkommen til at sende din adresse til info@amputationsforeningen.dk, så får du den ganske gratis med posten.

Herinde kan du læse vores artikler, finde et overblik over vores kommende arrangementer, se billeder og videoer fra tidligere arrangementer, samt finde al mulig information om livet som amputeret. Tag fat i en af vores kontaktpersoner, som holder til rundt omkring i landet.

Har du spørgsmål?

Tlf.: 50 93 70 40
E-mail: info@amputationsforeningen.dk

 

Eller tag kontakt til en kontaktperson i dit nærområde.