Af Marianne Palm
Når man lige er blevet amputeret og skal til at forholde sig til et helt nyt liv med måske kun et ben eller ingen ben eller en manglende arm, kan livet synes uretfærdigt. Så er det godt en gang imellem at vende blikket ud til andre kontinenter for at se, hvordan andre amputerede har det. Her er Thomas Borregaards beretning fra et par år som bandagist i Gaza, om bogstaveligt talt at skulle være livredder mellem det mere almindelige liv med protesesyninger for krigsramte børn og voksne.
Da Thomas blev færdig som bandagist i 2007 og siden hen arbejdede hos Fyns Bandageri og Sahva, stod det måske ikke lige i kortene, at arbejdslivet skulle gå forbi en krigszone i Gaza. – Men der skulle ske noget nyt, og jeg søgte job hos Røde Kors, som efter nogle måneder sendte mig til Gaza på en årskontrakt, der senere blev forlænget til to år, fortæller Thomas, som nu er hjemme i Danmark igen. – Det er lidt tilfældigt, hvor man bliver sendt hen, de foreslår en destination, og så kan man acceptere eller takke nej.
Et velfungerende bandageri
– Røde Kors har lavet en velfungerende klinik. De amputerede bor qua Gazas størrelse alle tæt på det kombinerede bandageri og genoptræningscenter”, The Artificial Limb and Polio Center”. Det har eksisteret siden 2008, og gennem donationer af materialer og komponenter er der blevet skabt et sted, hvor vi kunne være med i uddannelsen af de lokale bandagister og fysioterapeuter. – Patienterne kommer direkte fra hospitalerne og begynder deres genoptræning i huset, indtil de er klar til proteseforsyning. Det skaber de helt optimale forhold, hvor vi kan skabe det tværfaglige samarbejde, der er nødvendigt for den enkelte patient, og alle kommer til træning tre dage om ugen, fortsætter Thomas, som oplevede, hvordan de fik fordoblet produktionen af hjælpemidler, primært fordi de fik oplært fem unge bandagister samt fire unge fysioterapeuter, der nu kan køre klinikken videre.
De samme proteser som i Danmark
Proteserne, der bliver lavet i Gaza, er de samme som herhjemme, men komponenterne er af den type, som blev anvendt herhjemme indtil måske starten af halvfemserne. De bliver så vidt stadig anvendt, men kun til “gamle” brugere, som gerne vil have samme type protese, som de altid har haft. Dvs. ingen linere, ingen fancy knæled eller fødder. Amputationsniveauerne er alt fra tæer til gennem bækkenet. Samt fra fingre til skuldre.
Krigsskader, sygdomme og ulykker
Der er mange krigsskader – der har været tre krige på seks år i Gaza samt to intifadaer i slut firserne og begyndelsen af 00’erne. Der er dog også mange, som bliver amputeret pga. ulykker (trafik og arbejde) samt diabetes og kredsløbssygdomme. Sundhedsvæsenet i Gaza er af en temmelig dårlig kvalitet, og derfor amputerer man patienter, som herhjemme ikke ville blive amputeret pga. mere avanceret kirurgi og bedre forebyggelse.
Det er en tilværelse med mange begrænsninger, da vi pga. sikkerhed (kidnapning, kamphandlinger) havde en mindre bevægelsesfrihed.
Fritid i et Røde Kors Hus
Thomas boede sammen med 17 andre internationale medarbejdere fordelt i tre huse. Hver medarbejder havde sit eget værelse, men delte køkken og bad. – Der er ikke meget at lave i Gaza, så tiden gik med at arbejde, læse, se film, skype og lignende.
Det er en tilværelse med mange begrænsninger, da vi pga. sikkerhed, altså risiko for kidnapning og kamphandlinger, havde en begrænset bevægelsesfrihed. Jeg kunne for eksempel ikke gå på gaden i det første halvandet år, Thomas fortsætter, – man vænner sig til meget, og det ender med at blive en normal tilstand.
Træning, fysioterapi og bandageri i et og samme hus er den allerbedste løsning.
Det formåede de at skabe i Gaza, hvilket vist kun sker meget få steder i Danmark.
Jeg har set meget fattigdom og armod. Men også meget livsglæde.
En angst der ikke gør noget godt for menneskeheden
Det er en bekymret Thomas, som fortsætter, – men det kom meget tæt på, da Israel smed et missil 150 meter fra vores hjem. Israel har koordinaterne for, hvor Røde Kors er, og derfor var vi aldrig bombemål, men ja, vi kunne høre lyden af raketter og granater, både når de fløj mod Gaza, men også den modsatte vej… I de perioder, hvor der var reel krig, blev vi hjemme i Røde Kors husene, for vores klienter kom heller ikke til klinikken – det var sørgeligt at se og høre den angst og afmagt, der opstår i en befolkning, hvor man ikke ved, hvilke familiemedlemmer der bliver ramt næste gang. Det er en angst, som ikke gør noget godt for menneskeheden og for muligheden for at skabe fred. For lige i kølvandet findes jo vreden og hadet mod den stat, der er med til at skabe krigen…
Bomber non stop og evakuering af sårede
De sidste tre uger af mit ophold var der konstant krig (Operation Defensive Edge, Israel vs. Hamas), og alle normale aktiviteter blev sat på standby, og fokus blev i stedet livreddende og nødhjælp. – Vi koordinerede ambulancekørsel og kørte med som eskorte, når der skulle evakueres sårede og/eller civile fra frontlinjen. Her så jeg selvfølgelig en del død og ødelæggelse. Kamphandlingerne var meget voldsomme, og der blev bombet nonstop, så det blev ikke til så meget søvn. De fleste Røde Kors medarbejdere blev evakureret ud af området, men jeg blev bedt om at blive, da jeg var den, der havde været der længst og derfor kendte de lokale forhold bedst.
Jeg fik oplært fem unge mennesker i bandagistfaget, og det var en meget spændende opgave at fungere som vejleder. Det gav meget mening at give dem et fag, som de kan anvende til at forsørge deres familier.
Jeg gjorde en forskel
Thomas fortsætter, – nu er jeg tilbage i gamle sikre Danmark, og måske tager jeg af sted igen. Vi fik sammen hjulpet en masse mennesker, mens jeg var der. Og de nye unge palæstinensiske bandagister vil forhåbentlig arbejde i mange år fremover og derved hjælpe mange flere amputerede (og mennesker med andre handicaps) til at få et mere tåleligt liv, slutter Thomas, inden han drager af sted til Bandagist Jan Nielsen, hvor Thomas arbejder nu.