Vedtægter for Amputationsforeningen
§1
Amputationsforeningen er stiftet september 2012.
Amputationsforeningens adresse er Jernbanegade 23, 4000 Roskilde.
§ 2
Amputationsforeningens hjemsted er i Roskilde.
§ 3
Foreningen har til formål:
- at informere nyamputerede om de mange muligheder der er for at komme i gang igen
- at lave aktive arrangementer, der styrker de amputeredes brug af proteser og andre hjælpemidler
- at danne netværk, og herigennem drage nytte af andre amputeredes erfaringer og lade egne erfaringer komme andre til gode
- at få kendskab til nyeste proteseudvikling, og udvikling af andre hjælpemidler
- At udgive Håndbog for Nyamputerede
§ 4
Generalforsamlingen er Amputationsforeningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes én gang om året. Indvarsling til ordinær generalforsamling skal ske senest otte uger før, generalforsamlingen afholdes. Indvarslingen sker på Amputationsforeningens hjemmeside, samt i Facebook-gruppen Aktive Amputerede i Danmark, og skal indeholde en foreløbig dagsorden.
Alle forslag, som ønskes taget op og behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest fire uger før generalforsamlingen afholdes. Den endelige dagsorden for generalforsamlingen skal være medlemmerne i hænde senest to uger før generalforsamlingen afholdes.
Generalforsamlingen afholdes typisk, når flest mulige medlemmer er tilstede ved vores aktivitetsweekend i sommerhalvåret.
Referat af generalforsamlingens referater kan sendes pr. mail, hvis det ønskes.
§ 5
Stemmeafgivning ved forslag og vedtægtsændringer sker på generalforsamlingen ved håndsoprækning, undtagen ved personvalg, som foregår ved skriftlig afstemning. Vedtagelse sker ved simpel stemmeflerhed.
§ 6
Amputationsforeningens kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling for ét år af gangen.
Kontingentændring kan vedtages ved simpelt flertal på en generalforsamling. Bestyrelsen fastsætter betalingsvilkårene, samt betingelserne for ind og -udmeldelse.
Bestyrelsen kan vedtage helt eller delvist at fritage et medlem for at betale kontingent.
Bestyrelsen beslutter, at medlemmer kan deltage i Amputationsforeningens arrangementer til en særlig medlemspris.
Årlig kontingentbetaling for medlemskab af Amputationsforeningen:
Medlem, amputeret: 200 kr. pr. år.
Familiemedlemskab: 300 kr. pr. år.
Støttemedlemskab: 100 kr. pr. år.
§ 7
Amputationsforeningen ledes af en styregruppe på tre – fem medlemmer. Styregruppen arbejder tæt sammen med en række nøglepersoner, som er med til at forme foreningens politik. Der kan optages nye medlemmer i styregruppen ved behov.
Der føres referat af møderne. De fleste møder afholdes pr. telefon og online-webinarer, resten af kommunikationen foregår pr. mail og via de sociale medier. Vi har således begrænsede mødeudgifter, og fondsmidlerne går kun i begrænset omfang til administration og primært til aktiviteter og arrangementer rundt om i landet, samt til at fremstille Håndbog for Nyamputerede.
§ 8
Amputationsforeningen er for alle amputerede og pårørende, der ønsker at leve et aktivt liv. Der skelnes ikke mellem alder, køn eller etnicitet.
§ 9
Amputationsforeningens regnskab følger kalenderåret. Årsregnskabet godkendes af styregruppen/bestyrelsen. Midlerne opbevares i en bank registreret i Danmark.
Amputationsforeningens regnskab revideres af en statsautoriseret revisor. Revisor vælges af Amputationsforeningens bestyrelse/styregruppe.
§ 10
Amputationsforeningen tegnes af formanden samt den administrative medarbejder.
§ 11
Ved Amputationsforeningens ophør overgår formuen til anden almennyttigt formål, besluttet på den ophørende generalforsamling.