Om os
Amputationsforeningen blev dannet i 2012, da vi ønskede et sted, som havde to vigtige formål og et nyt opstod i takt med vores virke rundt om i landet:
At skabe muligheder for et aktivt liv for amputerede ved bl.a. at arrangere aktivitetsweekender, hvor man kan opdage, at der er masser af muligheder, selvom man er blevet amputeret.
At lave en “Håndbog for nyamputerede og pårørende”, ligesom vi meget gerne vil kontaktes, hvis der allerede lige efter amputationen er behov for en at tale med.
Vi henviser videre til de mange amputerede, som gerne stiller op til en snak enten på hospitalet, hjemme, pr.telefon eller mail. Vi vil forsøge at finde en person, som matcher dine behov. Der kan være forskellige behov om man er benamputeret (underben, lårben, hofte/bækken) eller man fx er hånd-eller armamputeret.
Vi er også en patientforening med meninger
Vi har i de senere år udviklet os til en patientforening, hvor vi meget ofte giver vores besyv med i debatter, hjælper hospitaler, klinikker og kommuner med at blive klogere på vores behov, og er også med i udviklingen af den lovgivning, der vedrører vores særlige behov for kropsbårne hjælpemidler (proteser) og alle de andre ting, der har betydning for en hverdag som amputeret.
Håndbog for Nyamputerede er udkommet i 3. oplag i november 2019.
Vi arbejder i øjeblikket på et nyt oplag, da vi hele tiden ønsker at holde os opdateret på det nyeste.
Den rummer rigtig mange informationer om livet som amputeret, og om hjælpemidler, ansøgninger til kommuner, og alle de ting, der er vigtige som nyamputeret.
På nogle hospitaler udleveres den i forbindelse med din amputation, eller hos din bandagist. Har du ikke fået den nogle af stederne, er du meget velkommen til at sende din adresse til info@amputationsforeningen.dk, så får du den ganske gratis med posten.